Det var en tirsdag morgen…

mandmedvin

Det var en tirsdag morgen, da skolelederen ringede til mig på Alconsult. Hun fortalte, at hun havde en mistanke om, at en af hendes lærere havde et alkoholproblem.

Hun var her til morgen blevet ringet op af en mor, som endvidere sad i skolebestyrelsen. Moren havde fortalt, at hun aftenen i forvejen havde været til forældreaften på skolen. Her havde klasselæreren, Ole, virket meget ejendommelig. Han havde talt meget usammenhængende, til tider næsten sort. Da han var på vej hjem, var han gået næsten en meter ved siden af døren og var stødt ind i tavlen.

Skoleinspektøren havde ikke selv observeret noget galt med Ole.

Jeg foreslog at komme ud på skolen, så vi bedre direkte kunne tale om problemet. Vi aftalte et mødetidspunkt samme dag efter skoletid. Jeg bad hende tage nogle kolleger til Ole med til mødet. Sådan en 3 -4 stykker. Nogle som arbejdede tæt sammen med Ole, eller som havde en nært forhold til ham. Forudsætningen skulle være, at det var nogle, som holdt af Ole, og som han respekterede som gode kolleger og venner.

Skoleinspektøren fandt det mærkeligt, at Ole ikke skulle med til mødet. Jeg fortalte hende, at det var meget vigtigt, at vi, før vi fik en snak med Ole, skulle forberede os godt.

Klokken var tre, da vi mødtes på skolens kontor. Skolelederen, Dorte og Oles kolleger, Birte, Lars og Rasmus. Dorte indledte mødet med at fortælle om opringningen fra et skolebestyrelsesmedlem og om kontakten til Alconsult.

Indledningsvis fortalte jeg dem kort om alkoholproblemer i al almindelighed, om hvordan problemerne påvirker den afhængige og nok så vigtigt om den stærke benægtelse, som er karakteristisk for enhver afhængig. Ikke mindst fordi vi også i Oles situation måtte forvente en kraftig benægtelse og mange forklaringer på, hvorfor forældremødet var gået som det var.

Jeg fortalte om nødvendigheden af at være godt forberedt inden mødet. Jeg kunne se på Dorte, at hun ikke brød sig om at snakke om en kollega bag hans ryg.

Jeg spurgte dem lidt ironisk, om hvor mange gange de tidligere havde snakket bag Oles ryg om det problem, der var baggrunden for mødet. De måtte indrømme, at det havde de vist gjort de første halvtreds gange.

Jeg overtalte dem til at gøre det én gang til. Denne gang målrettet og struktureret.

For at komme om bag benægtelse og bortforklaringer var det nødvendigt, at de som kolleger kom med meget præcise observationer vedrørende Oles forhold til alkohol.

Dorte havde som skoleleder ikke kendskab til Oles problemer. Han havde 17 sygedage i sidste kvartal. Det var lidt rigeligt, men var vist noget med influenza.

Birte var noget mere konkret. Hun havde været på lejrskole for 14 dage siden med Ole og klassen. Ole havde ikke haft det godt på turen. Egentlig havde han kun fungeret én af dagene. Resten af tiden havde han ligget på sit værelse, hvor der havde lugtet meget af alkohol. På vejen hjem havde han undskyldt mange gange. Han var virkelig ked af det. Det var noget med hans ægteskab, som var ved at gå i stykker.

Lars fortalte om en oplevelse, han havde haft for et par måneder siden i drengenes gymnastiksal. Han havde der lukket op til redskabsrummet og set Ole med en flaske for munden. Lars var blevet så overrasket, at han havde skyndt sig at lukke døren igen. Han havde ikke senere tænkt over det, men nu synes han, at han ville fortælle om det.

Rasmus fortalte, at han havde kendt Ole i rigtig mange år. De var gået på seminariet sammen, og han kender også Oles kone Karin. Rasmus kunne fortælle, at han efter en lærerfest for to måneder siden havde kørt Ole hjem. Han havde været ret beruset. Karin havde grædt, da de kom. Hun havde senere fortalt Rasmus om Oles drikkeri. Han havde i en periode uden held forsøgt sig med antabus. Nu var det blevet så slemt, at hun overvejede at blive skilt.

Det var helt klart, at Ole havde et behandlingskrævende alkoholproblem, og at han havde brug for hjælp. Men hvilken?

Der var ingen grund til at foreslå en ny behandling med antabus. Ole havde ikke brug for flere nederlag. Dem havde han allerede haft rigeligt af.

Jeg pegede på muligheden af en Minnesota-behandling. Jeg fortalte dem om behandlingens karakter og mål. At Ole skulle lære, at blive specialist i sin egen lidelse. Han skulle lære at håndtere sin afhængighed og sine indre dæmoner, og i øvrigt genvinde sig selv og sit selvværd.

Problemet med denne behandling var imidlertid, at den ikke er gratis. Skulle Ole i internatbehandling, var udgiften ca. 60 tusinde kr. Kunne han klare sig med en ambulant behandling, kunne vi klare os med ca. det halve, altså 30 tusinde kr.

Vi var enige om, at en ambulant behandling var det, som Ole havde brug for. Men hvor fik vi 30 tusinde kr. fra? Var man i stand til fra skolens side at betale de mange penge eller bare nogle af dem? Var Ole selv i stand til at betale eller låne sig frem til beløbet.

Dorte undersøgte pr. telefon til kommunens personaleafdeling, om der var mulighed for at få beløbet refunderet her, og hvis ikke om der så var mulighed for at tilbyde Ole et lønforskud til senere afvikling. Lønafdelingen oplyste, at kommunen i overensstemmelse med kommunens alkoholpolitik kunne tilbyde at finansiere 2 tredjedele af beløbet, og at Ole derfor måtte betale resten.

Rasmus kunne oplyse, at Oles økonomi var god. Han og Karin havde for et år siden arvet et større beløb og havde sikkert også gode friværdier i deres hus og sommerhus. Med hensyn til økonomi ville der ikke blive problemer.

Vi blev enige om et behandlingssted, og jeg undersøgte ved en opringning, om der var plads. Det var der. Og Ole ville være velkommen.

Så var det løst. Men hvad nu, hvis Ole ville benægte alt og nægte at gå i behandling? Det var det næste problem.

Hvis Ole nægtede at gøre noget ved sit problem, ja så var det skolen, der havde et problem. Og hvad ville skolen gøre ved det?

Jeg spurgte Dorte, hvad hun ville stille op med det problem at have en lærer med at åbenlyst alkoholproblem. Som skoleleder havde hun ansvaret for skolens øvrige lærere, og hun måtte vel også tænke på skolens omdømme. Hvad kunne det føre til, når elever begyndte derhjemme at fortælle om en lærer, der lugter af alkohol og opfører sig mærkeligt.

Dorte kunne godt se problemet. Men hvad kunne hun gøre. Hun havde ikke kompetence til at afskedige Ole, men hun kunne over for skolevæsenets øverste myndighed indstille til afskedigelse og lade det være op til ledelsen at afgøre sagen.

Vi havde nu klarlagt tilbudet til Ole, hvis han ville tage imod det. Og vi havde en plan for, hvad der skulle ske, hvis han skulle nægte at have et problem.

Jeg spurgte deltagerne om de alle fire ville være med i en intervention over for Ole. Det ville de godt. Vi kunne derefter meget præcist aftale, hvad de enkelte skulle sige til ham, når vi på et tidspunkt sad sammen med ham. Vi aftalte, i hvilken rækkefølge de skulle sige noget. Dortes kontor ville være et godt sted at foretage interventionen. Vi aftalte helt ned i detaljer, hvordan Ole skulle indkaldes til mødet, og hvordan vi skulle sidde.

Dorte og de tre lærere drøftede, hvordan man på skolen bedst muligt kunne klare den situation, at Ole skulle være uden for skema de næste 5 uger.

Jeg forberedte dem på Oles reaktioner, og vi snakkede om, hvad der kunne være det værste, der kunne ske. Kollegerne var enige om, at det for dem ville være mest ubehageligt, hvis Ole skulle blive meget, meget vred og fuldstændig nægte at have et problem.

Jeg fortalte dem, at de godt kunne forberede sig på Oles vrede. Men at de over for sig selv måtte forsvare sig med, at det var for at hjælpe Ole, at de var gået ind i opgaven. Selv om det værste skulle ske, ville interventionen ikke være helt tabt. Man ville efter interventionen kunne sige, at der var talt åbent om problemet. Ikke så meget tabu. Man ville have kaldt en spade for en spade. Og det ville i sig selv være befriende. Endvidere ville de kunne sige, at de i det mindste havde gjort noget og ikke bare lukket øjnene for problemet.

Alle fire gjorde notater om, hvad de ville sige til Ole. Det var små velforberedte indlæg. De handlede alle sammen om Ole som en god kollega, som en idérig lærer og rar ven. Men også om, at han ikke mere var den Ole, som han have været tidligere. De fortalte om, at de savnede den gamle Ole, og at de var bekymrede for ham. De bad ham om at tage mod tilbuddet om hjælp.

Vi fandt ud af, at interventionen kunne finde sted næste morgen kl. 8. Da havde Ole dansk i en femte klasse. Der vil blive sat vikar på klasse, og Dorte ville selv gå op og hente ham.

Næste dag mødtes vi allerede klokken halv otte. Kollegerne var tavse. De havde haft en urolig nat. Spændte på Oles reaktioner, men også fordi nogle af dem var blevet bange for, om det nu også var et alkoholproblem, og om de ville komme til at gøre ham uret. Jeg kunne berolige dem med, at de ikke tog fejl.

Vi repeterede vores beslutning og fasthold vores fælles plan. Og så gik Dorte ned for at hente Ole, og vi sad tilbage tavse og afventende.

Det var en tydelig forbavset Ole, der trådte ind ad døren. Han så egentlig ganske pæn ud. Ikke nogen bums. Lidt rødøjet, men det var jo også først på dagen.

Han fik anvist en plads ved bordet mellem mig og Dorte.

Dorte fortalte ham kort om, hvorfor vi ville snakke med ham. Hun præsenterede mig for Ole, og ville gerne have, at Ole ikke sagde noget, inden han havde hørt, hvad kollegerne ville fortælle ham.

Ole sad med korslagte arme godt krøbet ind i sig selv. Hans blik vandrede fra den ene til den anden, men han nikkede som svar på Dortes spørgsmål.

Det var Birte, der begyndte. Selv om hun havde forberedt sig godt, kom situationen alligevel bag på hende. Hun begyndte at græde, men tog sig sammen og fik fortalt Ole, at hun holdt af ham og at hun var bekymret for ham.

Også Lars og Rasmus fik afleveret deres budskaber. Oles arme var ikke mere korslaget. De var opgivende sænket ned langs kroppen. Han var fattet, ikke vred.

Han fortalte, at det var pænt af dem, at de ville hjælpe. Men det var der bare ikke nogen grund til. Selv syntes han, at det lige nu gik meget bedre, og at han havde aftalt med lægen at starte på antabus ugen efter. Med sin udtalelse indrømmede han, at han havde et alkoholproblem.

Vi fortalte ham, at han efter vores plan skulle starte samme dag i en Minnesota behandling, og at jeg senere på dagen ville køre ham derop. Jeg oplyste kortfattet om ideen bag og målet for en Minnesota-behandling.Det var vores tanke, at han om lidt skulle hjem og hente toiletsager og lidt skiftetøj. Vi havde aftalt, at vi skulle være fremme midt på dagen.

Det kunne Ole slet ikke respektere. Han havde meget, han skulle nå de næste dage. Hans mor blev også 70 år i næste uge og havde inviteret til stor fest. Den kunne han simpelthen ikke blive væk fra.

Han fik at vide, at der på skolen var taget hånd om alle de opgaver, som han skulle passe de næste 5 uger. Vi mente i øvrigt, at den bedste fødselsdagsgave, han kunne give sin mor, var at gå i behandling for det problem, som moren sikkert følte ligeså smertefuldt og bekymrende, som vi.

Jeg fortalte Ole om de forberedelser, vi havde haft inden mødet med ham. Jeg gjorde ham klart, at det for hans kolleger havde været en svær beslutning at gå med til samtalen her. Når de havde valgt at gøre noget, var det, fordi de ville hjælpe. Det ville for dem være det bedste, der kunne ske, hvis han ville tage i mod tilbudet.

Og det gjorde han. Efter en pause, hvor ingen sagde noget, kom det lige pludseligt fra Ole: “Hvis det ikke kan være anderledes, så må jeg jo sige ja – ja tak”

Resten gik, som det skulle.

Ole kom i behandling. Efter 5 uger var han igen tilbage på skolen. I forbindelse med et lærermøde fortalte han sine mange kolleger om det, han havde oplevet og om, hvor godt han havde fået det. Der var stadig meget at passe på, men han havde viljen. Hans nye liv havde givet ham så mange glæder og et bedre selvværd. Også med ægteskabet gik det godt. Han og Karin var som nyforelskede.

Man var overrasket over, at Ole så åbent kunne tale om sit problem. Han var på en gang den gamle Ole, og så alligevel anderledes.

Der var helt stille på lærerværelset, da Ole sluttede sin historie med en tak til skolen for at have hjulpet, ikke mindst til Dorte, Birte, Lars og Rasmus for deres velforberedte hjælp “en gang for længe siden, da verden så helt anderledes ud”